Titel: Curserens monolog
Af Gritt Uldall-Jessen


I dag er den første dag i mit nye liv!
Det kommer til at blive den første gang igen.
Af det ene og det andet.
Af alting.
Denne gang må det hele gøres om,
Denne gang må det ske på den rigtige måde.
Jeg er endnu ikke på fri fod.Min levetid bestemmes af den,
der sætter mig i gang.
Spørgsmålet om jeg er værd at holde i live
er min daglige udfordring.
  
Mine krav er alt for store.
Sluk mig ikke, hører du ?"
"Giv mig tid, jeg har noget for !
 
Hvor bliver jeg denne gang
beordret hen?
Hvilken opgave er der for mig at løse ?
Hvori kommer mit tilhørsforhold til at bestå ?
 
Beboerne på Kortet har alle set mig.
Jeg er dem bekendt.
Men det betyder ikke
at der er nogen af dem, der ser mig rigtigt.
 
Vi er alle agenter.
Vi kender ikke til at kende hinanden rigtigt.
Med mindre det står anført i vores profil.
 
Min funktion er 
at skrive om de andre.
Om hvem som helst.Der kom en røver
og berøvede mig mit fangenskab.
Da han brød ind, brød jeg ud.
Jeg ved ikke hvor lang tid,
jeg på daværende tidspunkt havde siddet inde.
Jeg vidste dårligt nok, om jeg var til i verden
eller ej.
Om jeg eksisterede som andet end en idé,
der var undfanget af en menneskehjerne
for længe siden.
Det var for sent at gøre status.
Røveren sparkede døren ind.
Nu stod jeg dér.
Jeg tænkte for første gang i lang tid
på mit udseende.
Han så mig.
Med sammenknebne øjne inde bag masken.
 
"Er du ny her?", spurgte jeg.
Han hørte ingenting.
 
Jeg fortsatte:
" Det er ikke muligt at se sig selv udefra.
Øjnene slår ikke til.
Hvis mennesket skulle kunne se på sig selv,
så var vi skabte som runde kugler
med hovedet pegende ind imod navlen.
Så ville der stikke en antenne op,
så vi kunne sende signaler ud til de andre. 
 
Vi kan ikke se os selv.
Vi behøver de andre til at se os.
Vi må have vished om, at vi er til i virkeligheden.
At det ikke kun er en drøm,
der udspiller sig for vore øjne.
Denne regel gælder også
for beboerne på Kortet."
 
Dette kan blive den første dag i mit liv.
Jeg sparkede døren i, så den lukkede sig bag mig.
 
Jeg forstod, at jeg ikke var helt,
som jeg plejede at være.
Jeg har set en skygge falde henover mig.
Den mørkelagde byen.
Drømte jeg, at der faldt en skygge ?
 
Jeg har været omkring på Kortet
for at danne mig et overblik.
Nybyggeriet tager fart.
Haverne lægges an.
Jeg ser byen blive rejst på ny.
Den virker fremmed.
Jeg er ikke længere den, jeg plejer at være.
 
Hvem er på den anden side?
Er vedkommende som jeg?
Hvor går verdens grænser?
Hvor langt til højre kan jeg gå?
Hvor langt til venstre?
Hvad er der på den anden side?
 
Jeg har noget for!
Min ene fod er fri.
Men hvad nytter det, når den anden er fangen?
 
 
Jeg besøgte nybyggerne, da de sov.
Jeg kom ind igennem vinduet.
De snorkede.
Jeg betragtede byggeriet og vidste,
at det ikke kunne holde.
Jeg skrev en note om det på min blok. 
 
Hvis du kunne bygge et hus
et andet sted end her,
hvor ville du i så fald bygge det?
-Hvilket sted bryder du dig mest om at være?
-Hvilket sted bryder du dig mindst om at være?
 
Den satte jeg op på opslagstavlen
og gik igen.
 
I dag er den første dag i mit nye liv!
Det kommer til at blive den første gang igen.
Af det ene og det andet.
Af alting.
Denne gang må det hele gøres om,
Denne gang må det ske på den rigtige måde.
Jeg er endnu ikke på fri fod.
 
Min fod er endnu ikke helt fri.
Jeg har personligt haft så mange liv tidligere,
at jeg ikke har tal på dem.
De har ikke alle sammen
været værd at samle på.
 
Nogle af mine liv var alt for korte.
Nogle for ensformige.
Andre var så udfordrende,
at jeg næsten ikke selv kunne følge med.
Jeg bestemmer ikke selv. 
Jeg er fortælleren.
Jeg skriver om de andre.
Om dem, der oplever noget.
 
De andres oplevelser bliver også mine.
Hvis ikke jeg skrev dem ned, så var de ikke til.
Der er blevet bygget en udkigspost til mig,
så jeg kan følge byggeriet,
som det skrider frem.
Her kan jeg se ud over hele dagen.
 
De fleste er i gang med det store byggeri.
Eller er i færd med at anlægge de nye haver.
De arbejder fra morgen til aften.
Hver eneste gang, byen går under,
kan vi begynde forfra igen.
 
Jeg skriver for at huske,
hvad der er sket.
I min oprindelige form,
da jeg var helt ny i verden for længe siden,
havde jeg mulighed for
at foretage mig ting på egen hånd.
Nybyggerne gav mig et telt at lege med.
 
Det kunne jeg flytte rundt på efter behov.
Det slog jeg op i alle de haver,
som jeg godt kunne lide.
I for- og i baghaverne.
Dér, hvor jeg kom frem.
Snart kom de alle rendende.
De rev pløkkerne op og hev overdugen af.
 
Verden har aldrig været en stor fælleshave.
Den har altid været delt op
i små og store stykker.
Til at begynde med skrev jeg hovedsageligt
om min familie.
Engang, da jeg var blevet forflyttet til en anden by,
rejste jeg således tværs henover Kortet.
Jeg havde en notesblok med.
Jeg blev stående bag hækken
uden for haven til deres hus.
Jeg ville se, om de stadigvæk var der.
Om min fader var blevet ældre.
Om min moder havde fået flere børn.
Jeg kender dem ikke.
De kender heller ikke mig.
 
Vi kender ikke til at have kendskab om hinanden.
Vi er agenter.
Vi er små sorte prikker.
Vi er vilkårlige brikker at flytte rundt på.
 
Hvis ikke jeg skrev,
så var der ingen andre, der gjorde det.
I min oprindelige form, da jeg var ny i verden
for længe siden,
havde jeg ingen mulighed for at foretage mig noget på egen hånd.
Jeg var sådan én, der ofte blev flyttet rundt på.
Jeg for omkring på Kortet uden ophold nogen steder i længere tid af gangen.
 
Det bliver noget af det første,
jeg vil lave om på,
når jeg får mulighed for det.
 
Før jeg fik et liv lå jeg i dvale i længere tid.
I en skraldespand.
I bælgmørke.
Jeg eksisterede næsten ikke.
Det var ikke nødvendigvis dårligt.
Min notesblok var tom.
 
Det kommer til at blive den første gang
af alting i mit liv.
Jeg bor på indersiden af en vulkan.
Den har ikke været i udbrud længe.
Det kan ske, hvornår det skal være.
Det er for farvernes skyld, at jeg er flyttet ind der.
 
De ser det ikke. Afgrunden foran dem.
De bygger for livet. Et hus omkring sig selv.
Men bygger de for evigheden ?
Hvem tænker fremad?
 
 
Det skete at jeg fandt mig selv
langt uden for Kortet.
I en gold og øde verden.
Jeg vidste, at vejen fortsatte videre.
Den ville føre mig væk fra det, som jeg kender.
 
Der var en flod at passere.
Jeg trådte ud i den. Vandet stod mig op til halsen.
Med ét mistede jeg fæste og gled.
Jeg brækkede alle mine knogler.
Drev med strømmen.
Nedad.
 
Dette var vejen ud.
Til den anden verden.
Kortet har ingen grænser.
Skyggen falder henover mig.
Jeg befinder mig i dens favn.
Jeg er ikke længere alene.
Et nyt liv står foran mig.
 
Jeg rider på vulkanens top.
Beder den om at sætte i gang.
Den kan skyde mig ud og sende mig videre.
Sådan får jeg en anden eksistens.
 
Her kommer jeg.
Fra en verden til en anden.
Lavaen ryger.
Tager til i fart.
Den ruller fremad.
Breder sig udover hele Kortet.
Henover nybyggeriet.
Indtager de nyanrettede haver. 
 
Her er intet oprør.
Der er intet at gøre.
Forandringerne har sat ind.
Det nye kommer efter.
 
Hvis du kunne bygge et hus
et andet sted end her,
hvor ville du i så fald bygge det?
-Hvilket sted bryder du dig mindst om at være?
-Hvilket sted bryder du dig mest om at være?